Helbredelse af kroppen kan ske på mange måder. Det første du tænker på, er måske medicin og piller, som er den hurtige og nemmere løsning på sygdom. Der er som sådan heller intet galt med at tage medicin udskrevet af din læge, men du kan også komme virkelig langt med en helt anden medicin – motion.
Danmarks andenstørste dræber er fysisk inaktivitet og de sygdomme, der følger med, hvis man ikke holder kroppen rask. Specielt den tredje alder bliver forværret ved fysisk inaktivitet.
Du kan risikere at dine sidste 8-10 års levetid bliver præget af diverse sygdomme, du kunne have gjort kål på noget før med fysisk aktivitet. Derudover kan man dø flere år før tid, hvis man har levet et alt for inaktivt liv. Motion giver ikke en øjeblikkelig effekt, men det kan betale sig på den lange bane!
Spring sygdommen over
Lad os dykke ned i nogle af de sygdomme, du kan undgå, hvis du dyrker motion regelmæssigt:
Influenza
Er du typen, der ofte bliver ramt af mindre perioder af sygdom, heriblandt influenza, kan motion gøre en stor forskel! Specielt når dagene bliver kortere og kulden tager til, er det vigtigt at komme ud og få dyrket motion samt at få noget D-vitamin i kroppen. Vores immunforsvar svækkes, hvis vi nøjes med at ligge under tæppet og se film.
Depression
I det mere seriøse segment kan motion også hjælpe mod depression. Først og fremmest kan det hjælpe mod negative tanker, da man har motionen at koncentrere sig om, når man er ude og holder kroppen i gang.
Der opstår også oftest stor træthed og inaktivitet hos folk med depression, og det er et mønster, der kan blive ved længe. Så det vil hjælpe folk med depression godt på vej, hvis den onde cirkel kan brydes med motion.
Hvis man er deprimeret eller angst, kan en høj puls også tit kobles med katastrofetanker og dårlige eller uvante situationer. Hvis man formår at få pulsen op på samme måde gennem motion, begynder kroppen at finde ud af, at den høje puls ikke er farlig.
Stress
Som stressramt er det måske ikke motion, der har førsteprioritet i hverdagene, men det kan betale sig! Motion kan have en afstressende effekt på kroppen og kan afhjælpe eventuel uro i kroppen. Ens søvn viser sig også tit at blive meget bedre ved at dyrke regelmæssig motion.
Tag lægen med i dine overvejelser
Måske er du blevet så opløftet af at læse om de positive effekter ved motion, at du tænker på at ringe til lægen og sige, at han aldrig kommer til at se dig igen. Men det er ikke nødvendigvis svaret.
Der opfordres ikke til at droppe medicin helt, hvis det er en meget vigtig medspiller for dit helbred. Motion fungerer oftest rigtig godt forebyggende mod sygdomme og som supplement til medicin. Men ikke to mennesker ligner hinanden, og hvis du er det mindste smule i tvivl om, hvorvidt motion vil gøre noget godt for dig, så kontakt din læge.